Onsdag d. 12/10 2005: Payson
Så er det blevet onsdag, ugen går sin vante gang og hjemme i Danmark fejres lille Siljes 2 års fødselsdag. HURRAAAA! I går kom der en hel lille bunke af breve og pakker til Uffe. De ligger nu og venter på, at det bliver hans 1 års fødselsdag på søndag. Men jeg vil egentlig fortælle om, hvad vi lavede i weekenden.
Lørdag var hjemmedag uden større udflugter. Vi købte en fødselsdagsgave til Uffe og gik en tur i universitetsområdet. Den lille gårtur blev en større oplevelse, end vi havde forestillet os. Om aftenen skulle der være fodboldkamp, og netop som vi kom, var forberedelserne til kampen i fuld gang. Universitetets kæmpestore marchorkester på måske 150 mand i fine uniformer var i gang med at gøre sig klar. De øvede rundt omkring i små grupper. Samtidig øvede cheer-girlsene og nogle andre piger stod og gjorde kunster med flag. Rundt omkring var fans i gang med at grille og hygge sig. Det hele var super sjovt at følge med i og det lignede ganske nøjagtigt noget fra en amerikansk film eller tv-serie.
Lørdag tog vi til Payson for at vandre. Vi havde hørt fra flere steder, at der skulle være helt fantastisk. Vi startede med at se Tonto National Bridge, som er verdens største naturlige bro. Dvs. at vand har lavet et kæmpe hul i et bjerg/klippe, så det kommer til
at fremstå som en bro. Det var meget flot med vand løbende ned fra broen. Man kunne gå neden under broen, så det skulle vi selvfølgelig prøve. Meget spændende, synes jeg, for der skule kravles på sten, og det er jeg altså ikke den modigste i hele verden til. Men jeg klarede det i rimelig fin stil. Uffe synes det var megasjovt. Grinede højt og brokkede sig kun når vi stod stille!
Da vi ankom til næste sted vi havde planlagt at vandre, begyndte det at regne og hagle sådan rigtig for alvor. Øv! Uffe sov og Jacob og jeg sad i bilen og kiggede på/lyttede til uvejret. Hvad skulle vi nu finde på? Det blev til intet mindre end vores første tur i Walmart - et stort bilka-agtigt indkøbscenter. Et eller andet skulle vi jo finde på, og det er meget begrænset, hvad Payson har at byde på ud over natur. Walmart-turen blev dog til noget helt særligt, da det var her Uffe tog sine første skridt! 5-6 skridt uden at holde ved - to gange kort tid efter hinanden. Det er imidlertid begrænset, hvad vi har set til gåningen efterfølgende!
Det holdt op med at regne og inden vi kørte hjemad nåede vi lige en kort gåtur et andet sted end først planlagt. Se billeder fra Payson her.
Lise